4 hjemmelavede ansigtsmasker - få opskrifterne her!
Vil du gerne begive dig ud i at lave din egen ansigtsmaske? Hjemmelavede ansigtsmasker hitter for tiden, hvor du med få ingredienser nemt kan sammensætte en maske, der plejer og fugter din hud. Bliv klogere på hvilke ingredienser fra køkkenet, du kan bruge i din lækre ansigtsmaske!
Hvad er en ansigtsmaske?
En ansigtsmaske kan have flere forskellige egenskaber, men fungerer hovedsageligt som et ekstra boost i din hudplejerutine. Køber du ansigtsmasker, finder du både ansigtsmasker mod uren hud og hudorme, anti-age samt alverdens fugtmasker og masker mod rødme. Med andre ord kan du med en ansigtsmaske arbejde målrettet med de problemer, som din hudtype eventuelt kan medføre.
Som alternativ til en købt ansigtsmaske finder du en hjemmelavet ansigtsmaske med naturlige ingredienser. Her kan du nemt benytte ingredienser fra køkkenet, så du nemt og billigt kan forkæle dig selv og pleje din hud. Derudover har du selv kontrol over, hvad din hjemmelavede ansigtsmaske indeholder.
Nedenfor ser du de 4 fantastiske opskrifter på hjemmelavede ansigtsmasker, så du kan forkæle dig selv og lave din egen hjemmespa. Alternativt kan du selv eksperimentere med din egen opskrift på en lækker DIY-ansigtsmaske. Her kan du med fordel prøve spændende ingredienser som:
- Gurkemeje
- Kaffe
- Honning
- Kokosolie
- Avokado
Opskrift på hjemmelavede ansigtsmasker med naturlige ingredienser
Uanset om din hud trænger til et fugtboost, om du har problemer med uren hud, hudorme eller noget helt tredje, kan du prøve en af fire, effektive DIY-ansigtsmasker nedenfor.
1. Hjemmelavet ansigtsmaske med honning & brun farin
Har du uren hud, kan en hjemmelavet ansigtsmaske med honning være en god idé. Til denne opskrift kan du både anvende almindelig honning eller Manuka honning.
• 1 spsk. honning
• 1 spsk. brun farin
Bland ingredienserne til en ensartet masse og kom din hjemmelavet ansigtsmaske på dit ansigt. For en let eksfoliering kan du blidt massere huden i cirkulære bevægelser eller blot lade den sidde i cirka 10 minutter.
2. Hjemmelavet ansigtsmaske med kokosolie og avokado
Denne simple ansigtsmaske består af to klassikere indenfor hjemmelavede ansigtsmasker og hudpleje generelt. Masken er særligt egnet til dig med irriteret og tør hud, der også er sensitiv.
• 1 avokado
• 1 spsk. kokosolie
Bland ingredienser og påfør dem i et tykt lag på ren hud. Lad masken sidde i cirka 15 minutter og vask den af med lunkent vand.
3. Hjemmelavet ansigtsmaske med kakao og kaffe
Er du på udkig efter opskriften på en lav-selv-ansigtsmaske, der både eksfolierer og fugter huden? Denne DIY-ansigtsmaske er perfekt for dig, som har tør hud – og kan med fordel benyttes efter, at du har brygget en kop kaffe!
• 1 spsk. kokosolie
• 1 spsk. kakaopulver
• 1 spsk. kaffegrums
Bland ingredienser i en skål og fordel din ansigtsmaske i et jævnt lag i hele ansigtet. Du kan med fordel bevæge dine hænder i blide, cirkulære bevægelser, så du opnår kaffegrumsets eksfolierende effekt.
4. Hjemmelavet ansigtsmaske med kamillete
Trænger din hud til at blive renset i dybden og har du problemer med fedtet hud? En maske med kamillete, honning og banan kan booste samt rense din hud, så du får fornyet glød.
• 1 spsk. honning
• 1 spsk. varm kamillete
• 1 banan
• 1 æggeblomme
Mos bananen i den let afkølede kamillete og pisk herefter æggeblomme og honning i. Påfør masken med cirkulære bevægelser og lad den sidde i maksimalt 10 minutter. Hold altid øje med hvordan din hud reagerer på ingredienserne. Skyl efter med lunkent vand.