Behandling af barnløshed

Der findes mange metoder, som kan hjælpe par, der lider af infertilitet eller barnløshed. For nogle vil behandlingsmetoderne ende i lykkelige omstændigheder, hvorimod få må erklæres permanent ufrivilligt barnløse. De følelsesmæssige omkostninger ved vanskelighederne er dog ofte store for begge parter.

Inden man påbegynder behandlingen af barnløshed, er det vigtigt, at behandlingen, og måden hvorpå man griber “problemet” an, foregår i fællesskab. Tag hinanden trygt i hånden og støt hinanden igennem vanskelighederne.

Problemet bør aldrig pålægges blot den, som har eventuelle fertilitetsproblemer. Husk, at I står her sammen med et ønske om en fælles fremtid som familie – og der er masser af muligheder samt hjælp at hente.  

Insemination

I tilfælde af at kvinden har normale æggeledere, men manden har en let nedsat sædkvalitet, vil insemination med mandens eget sæd tilbydes. Dette er også kendetegnet som homolog insemination, hvor sæden først oprenses, således de bedste sædceller kan blive sprøjtet op i livmoderhulen kort før ægløsning.

Ved insemination øges et pars chance for at opnå graviditet med cirka 20% per menstruationscyklus. Dette afhænger selvfølgelig også af sædkvaliteten.

Insemination med donor
Såfremt manden producerer få eller ingen sædceller, kan kvinden tilbydes insemination med donorsæd. Donationen kan ske anonymt eller ikke-anonymt. Behandlingsprincipperne er de samme for kvinden, og parret kan ønske en bestemt donor ud fra faktorer som vægt, højde, øjenfarve og hårfarve.

Insemination og hormonbehandling
Man kan vælge hormonbehandling af kvinden til og fra. Foregår inseminationen uden hormonbehandling, skal den helst ske på det optimale tidspunkt - altså ud fra kvindens forventede ægløsning.

Vælger man hormonbehandling, skal kvinden enten tage hormontabletter eller FSH-indsprøjtninger. Disse øger produktionen af FSH (det follikelstimulerende hormon). Man kan selv styre ægløsningstidspunktet ved dette.

Her sigter man efter at udvikle 2-3 æg i modsætning til et enkelt som ved naturlig ægløsning. Chancen for graviditet vil øges, men også sandsynligheden for tvillinger. Ved indsprøjtning kan der opstå en risiko for mange æg, hvilket kan betyde behov for IVF-behandling.  

Reagensglasbehandling (IVF)

IVF (in vitro fertilisation) eller reagensglasbehandling betegner, at befrugtningen finder sted i et glas uden for kroppen.

Først udtages æggene fra æggestokkene med en tynd nål. Dernæst befrugtes æggene med en frisk portion sæd i et laboratorie. Når æggene er blevet befrugtede og har delt sig tilstrækkeligt sættes et eller flere befrugtede æg op til livmoderen, hvor ægget kan sætte sig fast og udvikle sig som naturlig befrugtning.

Dette er en god metode til at hjælpe de kvinder, som har problemer i æggelederne, men anvendes også hos par med uforklarlig infertilitet eller vanskeligheder ved insemination.

Hormonstimulation ved IVF
Kvinden skal hormonstimuleres inden IVF-behandlingen sættes i gang. Dette skyldes, at man på denne vis kan sikre, at der udvikles flere æg til udtagning ved hver cyklus (omkring 5-10). Stimuleringen sker ved hjælp af FSH-indsprøjtninger i maveskindet.

Ved hjælp af nedregulering af kvindens egne kønshormoner (FSH og LH), kan man holde styr på ægløsningstidspunktet. Forløbet sker på følgende vis: 

Mikroinsemination

Hos par, hvor manden har svært nedsat sædkvalitet, og graviditet ikke kan lykkedes ved almindelig IVF, kan man anvende mikroinsemination (ICSI; intra cytoplasmatisk sperm injektion).

Mikroinsemination sker med en tynd nål, som fører en enkelt sædcelle ind i et æg. Herpå øges chancen for en vellykket befrugtning. I forbindelse med ICSI foregår hormonbehandlingen på samme vis for kvinden som ved IVF. 

Ægudtagning og befrugtning i laboratorie

Har man behov eller ønske om ægudtagning, sker det på følgende vis. Kvinden får først beroligende samt smertestillende medicin – hun vil ikke være fuldt bedøvet. Æggene udtages herefter med en tynd nål under en ultralydsvejledning gennem skeden.

Man tømmer de enkelte ægblærer og tilstræber efter at udtage mellem 5-10 æg. Når disse er ude, vil de blive placeret i specielle plasticskåle med kamre, hvori der findes et dyrkningsmedium.

Indgrebet varer blot 20-30 minutter. Vær opmærksom på at udtagningen af æg foregår ved en steril teknik, hvor der sjældent kan opstå underlivsbetændelse. Dette vil give smerter og feber, som skal behandles med antibiotika.

Befrugtning i laboratoriet
Efter æggene er taget ud, skal manden aflevere en sædprøve. Denne anvendes til befrugtning. Æggene befrugtes allerede få timer efter, at de er taget ud. Selve befrugtningen sker ved, at sædcellerne tilsættes de kamre, æggene ligger i.

Befrugtningen følges herefter nøje. Hvis æggene deler sig, er det tegn på, at befrugtningen lykkes. Det er kun de befrugtede æg (embryoner), som har delt sig, der føres op i livmoderen. Det er cirka halvdelen af æggene, som vil udvikle sig til embryoner.  

Oplægning af befrugtede æg

Når der er gået 2-3 døgn, lægges to embryoner op i livmoderen. Først føres et tyndt plastkateter op i livmoderen via skeden. Hvis der er overskydende befrugtede æg, kan de enten nedfryses eller destrueres.

Sandsynligheden, for at ét af æggene sætter sig fast, er cirka 30%. Derimod er sandsynligheden for at to sætter sig fast 8%.

Når oplægningen har fundet sted, skal kvinden tage hormonstikpiller i ca. 2 uger. Disse indeholder progesteron. Hormonet er med til at forbedre chancen for, at ægget eller æggene kan sætte sig fast og udvikle sig. 

Graviditetskontrol
Efter to uger tages en graviditetstest. Såfremt den er positiv, venter man yderligere tre uger, hvor der så kan foretages en ultralydsscanning, som kan bekræfte, om graviditeten er foregået normalt. Når først graviditeten er lykkedes, er risikoen for komplikationer i forløbet de samme som for andre gravide i den pågældende aldersgruppe.

Smerter ved ægoplægning
Ved oplægning af æg vil de fleste opleve smerter i forskellig grad. Det skyldes både ægudtagningen, samt at æggestokkene bliver påvirket af hormonstimuleringen. Smerterne kan strække sig over 2 uger og vil forsvinde af sig selv.

Efter ægudtagning vil en anelse blødning fra skeden også ske hyppigt. Blodet stammer blot fra slimhinden i skeden. Oplever man kraftigere blødning, kan det stoppes med en gazetampon.  

Når kvinden mangler æg (ægdonation)

Hvis en kvinde har manglende æg, kan det blandt andet skyldes overgangsalder før tiden eller, at æggenes følsomhed for FSH er blevet for lille til at man kan stimulere dem frem. Her er den eneste behandling ægdonation.

Kvinden som skal modtage et æg, skal dagligt have tilført hormoner (enten i form af tabletter eller stikpiller). Det skyldes at slimhinden i livmoderen har brug for at blive bygget op og gjort klar til et eventuelt befrugtet æg.

Når en donor melder sig, skal manden aflevere en sædprøve inden for få timer, så de donerede æg kan blive befrugtet. Dernæst vil oplægningen finde sted ved hjælp af IVF-metoden.  

Når manden mangler sædceller

Såfremt manden mangler sædceller, kan det blandt andet skyldes, at han har et stop i sædvejene, tidligere er blevet steriliseret eller at han lider af cystisk fibrose.

Hvis der findes sædceller i sæden, kan de udhentes direkte fra testiklerne ved en procedure kaldet TESE (testikulær sperm ekstraktion) eller TESA (testikulær sperm aspiration). Hernæst kan befrugtningen ske ved mikroinsemination. 

Kvinden bliver ikke gravid ved behandling

En risiko ved behandling for barnløshed er, at kvinden ikke bliver gravid. Til trods for at et par investerer i et hav af ressourcer, undersøgelser og behandlinger på at få barn, kan det alligevel ende ud med, at graviditeten aldrig bliver en realitet.

Det kan volde stor smerte at måtte erkende, at ønsket om en udvidet familie ikke kan blive opfyldt. Som par må man derfor inden behandlingen forberede sig på, at barnløsheden måske er permanent. Omkring 1/3 ender med ikke at kunne få den ønskede graviditet. Modsat vil 2/3, som gennemgår en behandling, få mindst ét barn.