Bulletproof kaffe/KETO kaffe - En energirig start på morgenen
Kaffe er elsket og værdsat af mennesker over hele kloden, og for mange er det en fast del af morgenrutinen – ja faktisk kan det være svært at blive ordentlig vågen, hvis ikke man har fået sin daglige kop morgenkaffe.
Måske er du tilhænger af den milde café latte, den stærke og koncentrerede espresso eller den almindelige filterkaffe, men uanset hvilken kaffe, der er din favorit, vil du med en Bulletproof kaffe helt sikkert få en helt ny oplevelse og opfattelse af, hvordan kaffe kan smage og brygges.
Hvorfor bulletproof kaffe?
Ordet “Bulletproof” siger egentlig ikke særligt meget om, hvad det er, der gør kaffen så speciel, for en bulletproof kaffe er i bund og grund en kaffe med smør og ekstra fedtstof.
Dave Asprey er manden, der i første omgang spredte idéen om bulletproof kaffe, efter at han på en vandretur i Tibet blev serveret en te med smør fra en yakokse. Denne te gav ham en fantastisk følelse i kroppen, så da han hjemme i vante omgivelser tænkte tilbage på oplevelsen, blev det inspirationen til at blande kaffe med smør.
Bulletproof kaffe – vejen til vægttab?
Hele idéen med at øge mængden af fedt i kaffen og lade den erstatte et ellers typisk kulhydratrigt måltid passer perfekt ind i en livsstil med LCHF (Low carb high fat) eller på en KETO kur, hvorfor bulletproof kaffe også kaldes for KETO-kaffe. Principperne i de forskellige diæter er i mange tilfælde ens - også i forhold til fx palæo, hvor man sigter efter at fjerne alle simple kulhydrater fra sin kost og derimod spise sig mæt i fødevarer med et højt indhold af fedt.
Keto og LCHF er altså en form for fedtforbrændende slankekur, hvor man forsyner kroppen med fedtstoffer, og hvor det altså er fra fedtstoffer, at kroppen får sin energi til bevægelse og til at holde sine mange processer i gang.
I Danmark er særligt Thomas Rode kendt for at være stor fortaler for palæo, stenalderkost og bulletproof kaffe, og han nyder selv at starte sin dag med en kop kaffe med kokosolie og smør.
Der er også flere og flere andre mennesker på fx LCHF-kur eller ketose kur, som drikker KETO kaffe i Danmark, da bulletproof kaffen med sit høje fedtindhold er en god “morgenmad” i forhold til disse diæter.
Opskrift på bulletproof kaffe / KETO kaffe
Skaberen Dave Asprey insisterer på, at den bedste opskrift på bulletproof kaffe består af de bedste råvarer: Særligt udvalgte kaffebønner, græsfodret smør og den særlige MCT C8-olie, men de mange andre, der har gode erfaringer med bulletproof kaffe, har også valgt at tilføje fx kokosolie, æg og krydderier som nelliker og kanel. Vores råd er: Prøv dig frem med forskellige kilder til fedt, så du finder den perfekt bryggede kop KETO-kaffe, som smager dejligt.
Der findes derfor flere forskellige opskrifter på bulletproof kaffe og KETO kaffe, alt efter hvilke fedtstoffer, som du vælger at tilføje til kaffen. To ingredienser går dog igen: Kaffe og smør. Vi har her listet en opskrift på lækker bulletproof kaffe, som kan holde dig mæt i lang tid, hvis du drikker den i stedet for din sædvanlige kop filterkaffe.
Ingredienser
- 1 kop almindeligt brygget kaffe – gerne stærk
- 1 spsk. usaltet smør
- 1 spsk. kokosolie
Smør og kokosolie fyldes i din blender, og du hælder den helt varme og friskbryggede kaffe udover. Blend herefter indtil kaffen har en cremet og ensartet konsistens, hvor fedt og vand ikke skiller fra hinanden. Nyd KETO-kaffen med det samme – mens den er lækker varm og cremet med skum på toppen.
Andre tilføjelser til opskriften på KETO kaffe / Bulletproof kaffe
Du kan vælge at tilføje eller fjerne ingredienser, for at sætte dit personlige præg på kaffen.
Tilføj et æg til din bulletproof kaffe og du har en såkaldt “Egg-latte”. Du kan evt. nøjes med 1 tsk. smør og 1 tsk. kokosolie sammen med ægget.
Du kan også øge mængden af kokosolie i din KETO-kaffe, og så vil kaffen give endnu bedre mæthedsfornemmelse, hvis du fx bruger den som måltidserstatning. På samme måde kan du reducere mængden af kokosolie, hvis KETO-kaffen blot skal være et mellemmåltid.
Flere vælger også at bruge ghee i stedet for smør i bulletproof kaffe, som er klaret smør, der har en lækker blød og cremet konsistens. Ghee har en særlig smag af både smør, karamel og ristede nødder, og det giver et lækkert pift til din kaffe.
Med lækre krydderier som kanel eller nelliker kan du krydre din kaffe og lede tankerne hen på jul eller hyggelige vinterdage. Prøv fx med en knivspids nelliker i kaffen eller et drys kanel på toppen.
Hvis du godt kan lide et sødt pift, kan du tilføje en smule af dit foretrukne sødemiddel - fx ½ tsk. Sukrin Gold
Har KETO-kaffe vækker din interesse for, kan du læse meget mere om keto i vores Keto-guide: Keto for begyndere, eller du kan få en introduktion til stenalderkost her. Hvis du er på udkig efter andre lækre opskrifter kan du fx se, hvordan du kan lave hjemmelavet mandelmel her, som er både glutenfrit og nemt at lave!