Hvad er forskellen på vegetarer og veganere?

Skrevet af
Mad til vegetarer og veganere med lækre og sunde grøntsager

Er du i tvivl om, hvad det er, der præcist adskiller vegetarer fra veganere, og ønsker du at bevæge dig ind i, hvad der kan virke som en jungle af råd og regler for kosten? Så har vi her samlet de vigtigste aspekter og ridset de mest adskillende forskelle op, så du nemt kan blive klogere på de forskellige diæter og levevis.  

Hvad spiser en vegetar?

Som vegetar lever du udelukkende af planteføde, og du undgår alle former for kød, fisk, skaldyr og fjerkræ i din kost. Kosten består altså af grøntsager, frugt, nødder, bælgfrugter og kornprodukter, og du kan her se vores store udvalg af nødder og kerner eller bønner, linser, frø mm., som er gode at inkludere i kosten. Nogle vegetarer vælger at supplere kosten med æg og/eller mælkeprodukter, og disse forskellige vegetariske levevis har specielle navne, alt efter hvad der inkluderes i kosten:

Ovo-vegetar: Som ovo-vegetar lever du af en plantebaseret kost, men du supplerer med æg.

Lakto-vegetar: Lakto-vegetarer spiser også plantebaseret kost, men her supplerer du med forskellige mælkeprodukter.

Lakto-ovo-vegetar: Lakto-ovo-vegetarer er kombinationen af ovo-vegetar og lakto-vegetar, da du her lever af en plantebaseret kost, men supplerer med både æg og mælkeprodukter.  

Visse andre diæter kan forveksles med vegetarisme men defineres ikke som vegetariske, da de blandt andet inkluderer fisk og fjerkræ i kosten. Disse diæter følges ofte af folk, der er på vej til at blive vegetarer, men som gradvist skærer kød, fisk og fjerkræ fra deres kost. Disse kaldes:

Pesco-vegetar: En person, der lever efter denne diæt, er også kendt som en pescetar, og her lever man vegetarisk og af en plantebaseret kost, men man inkluderer fisk og fiskeprodukter i kosten.

Pollo-vegetar: Som pollo-vegetar, eller pollotar, som det også kaldes, spiser man hovedsageligt som en vegetar, men man spiser også kylling.

Flexitar/Fleksitar: Dette kaldes også semi-vegetar eller fleksibel vegetar, og det dækker over personer, der hovedsageligt lever som vegetarer, men som lejlighedsvis spiser kød, fx julemad til julefrokost, til fødselsdage, bryllup, eller andre større begivenheder, hvor man ikke selv har mulighed for at bestemme menuen. 

Det kan være svært at ændre sin kost radikalt fra den ene dag til den anden, og derfor er det en god løsning for mange aspirerende vegetarer at starte enten som pescetar eller pollotar. For at sikre, at du nemmere kan holde din livsstil med plantebaseret kost, kan du med fordel lave en gradvis udelukkelse af kød, fisk og fjerkræ fra din kost, hvor du fx indfører mere tofu og soyakød i din kost som erstatning. 

Hvad er en veganer?

Vegansk bananbrød. Hvad er forskellen på vegetarer og veganere?

Veganere lever på samme måde som vegetarer af en plantebaseret kost, men de udelukker alle former for animalske produkter fra deres livsstil. Dette inkluderer kød, fisk, skaldyr og fjerkræ som hos vegetarer, men også æg, mælkeprodukter, honning, læder, pels, uld og produkter, der er testede på dyr. Kast blikket over vores veganske favoritter, der spænder over køderstatning, pasta, smørepålæg, færdigretter og snacks.

Den største forskel på veganere og vegetarer er altså, at veganere så vidt muligt forsøger at undgå al udnyttelse af dyr i hverdagen, hvor vegetarer kun undgår produkter som følge af slagtning i kosten.

En af de største udfordringer du møder, når du går fra en almindelig kød-inkluderende diæt til plantebaseret diæt, er spørgsmålet om, hvilke retter du nu skal lave, og om du kan få samme gode smag frem, som du er vant til. Heldigvis bliver der hele tiden udviklet nye vegetariske og veganske opskrifter, og der findes allerede mange veganske kogebøger, hvor du kan få god inspiration. Prøv fx vores opskrift på lækkert vegansk bananbrød til den søde tand, eller som et godt mættende mellemmåltid. 

Vi har desuden samlet en række gode tips til veganere lige her!

Mere end en kostplan

At leve som veganer spænder dog over mere end blot en særlig kost. Veganere forsøger også at undgå at udføre aktiviteter eller støtte virksomheder, der bruger dyr på en sådan måde, at de forhindres i at leve på deres naturlige levevis og –steder. Dette gælder fx besøg i zoologisk have eller cirkus, hvor der bruges dyr til underholdning.

Veganere går også udenom alle produkter og brands, hvor der testes på dyr, men i dag har også flere ikke-veganske danskere fokus på de såkaldte ‘cruelty-free’-certificerede produkter. Disse bliver mere og mere udbredte som følge af den større efterspørgsel og opmærksomhed på området, og hos Med24.dk kan du finde en lang række produkter med certificeringen Leaping Bunny. Her kan du være sikker på, at produkterne ikke er testede på dyr. 

Flere typer veganere

Udover klassisk veganisme findes der også mere ekstreme typer af veganere, der har skåret flere valg fra i deres kost, eller som tilbereder maden efter bestemte principper og regler. Dette er fx frugtarer, der kun spiser de plantedele, der kan høstes uden at skade planten, hvilket vil sige frugt, nødder, frø og andre plantedele.

Ellers findes også rå veganere, der spiser såkaldt raw food. Her opvarmes maden aldrig til over 42oC inden servering, og man spiser derfor mest frugt, grønt, nødder, kerner, bønner og urter. 

Hvorfor bliver man vegetar eller veganer?

For mange kan det måske virke som et stort skridt at udelukke så mange ting fra sin kost og livsstil, men for vegetarer og veganere ligger der mange forskellige tanker og årsager bag.

For mange er den største bevæggrund et ønske om at forbedre og sikre dyrevelfærden for alle dyr og specielt dem, der avles og opdrættes med det formål at blive slagtet, når de er store nok. Der kæmpes for at sikre dyr bedre rettigheder og undgå, at dyr bliver udnyttet for at tilfredsstille menneskers behov.

Grønne grøntsager, ærter, bønner, løg, græskar

De mange klimamæssige fordele ved en kød-fri diæt bliver også ofte fremhævede, da produktionen af kød og animalske produkter står for en stor del af udledningen af CO2 i dag. Ved at spise en plantebaseret kost med årstiden og lokalområdets frugt og grøntsager kan du på den måde være med til at mindske vores samlede CO2 aftryk.

Det er også vigtigt at overveje de sundhedsmæssige konsekvenser af en vegetarisk eller vegansk diæt. Præcis ligesom en almindelig diæt kan vegansk kost både være sund eller usund, det afhænger nemlig helt af, hvad du vælger at spise. For veganere er det måske bare mere ligetil at spise mere frisk frugt og grøntsager og flere kerner og nødder end for ikke-veganere, da der ikke findes et ligeså stort udvalg af forarbejdede og usunde veganske fødevarer som ikke-veganske. Derfor lever mange veganere også sundt, men en vegansk diæt er ikke nødvendigvis lig med en sund diæt. Du kan her se vores store udvalg af veganske mad- og drikkevarer fra mærker som bl.a. Urtekram, Clearspring og Dragon Superfoods.

Sikkert er det dog, at det bliver mere og mere udbredt at leve af en plantebaseret kost, uanset om man er veganer, vegetar eller noget helt tredje. Der ses et stigende fokus på vegetarisme og veganisme i medierne, og udbuddet af opskrifter, restauranter og budget-venlige løsninger til vegetarer og veganere bliver hele tiden større. 


Hvordan bliver jeg vegetar eller veganer?

Hvis du overvejer at blive vegetar eller veganer, er der mange ting at tage i betragtning, da store ændringer i kosten altid skal overvejes godt. Det er vigtigt, at du sikrer dig, at du altid får tilstrækkeligt med næringsstoffer, vitaminer og mineraler, da du i en almindelig kost får meget af dette fra animalske produkter. Hvis du har svært ved at få nok vitaminer og næringsstoffer fra kosten, kan der evt. suppleres med forskellige kosttilskud - se her alle vores veganske kosttilskud. Du kan med fordel læse denne artikel om kosttilskud til veganere, hvor du kan blive klogere på de vitaminer og mineraler, som man risikerer at mangle som veganer.

En anden overvejelse er måske, om du vil komme til at savne livretter som lasagne, pizza eller burger, men heldigvis er det slet ikke svært at lave disse i vegetariske udgaver, hvor det kun er få ingredienser, der skal udskiftes. Hvis det er svært at finde på retter uden kød, kan du her hos Med24.dk finde et stort udvalg af veganske køderstatninger. Ved at lave en madplan for ugen, kan du danne dig et overblik over, hvilke råvarer du får brug for, eller om der er nogle vitaminer du måske vil komme til at mangle. Du kan samtidig sikre, at en vegetarisk kost ikke kommer til at føles mangelfuld ved at planlægge dine måltider med omtanke.  

Fri fragt over 349 kr.

Til DAO PakkeShop & med DAO Hjemmelevering

30 dages fortrydelse

30 dages fortrydelsesret fra den dag du modtager varen. (Gælder ikke håndkøbslægemidler)

Medlemsbonus

Du opsparer bonus hver gang du handler i shoppen.

Kundeservice

Kontakt os på tlf. +45 7199 9817 eller pr. e-mail info@med24.dk.

Gør som 300.000 andre!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få adgang til eksklusive rabatkoder, kampagner, produktnyheder og eksperttips til en sund livsstil.