Hvad er svamp, og hvordan kan man behandle det?
Du kan blive ramt af svamp i huden uanset alder og hudtype, fordi der findes flere forskellige typer svamp. Svamp skyldes en infektion i huden af enten gærsvamp eller såkaldte dermatofytter, som kan angribe forskellige områder af huden.
I de fleste tilfælde er svamp ikke farligt, men det er en ubehagelig lidelse, der kan give gener som kløe og svie. Derfor bør du altid tage kontakt til egen læge, hvis du har mistanke om, at du har svamp. Lægen kan lynhurtigt tage et hudskrab og kan efterfølgende bestemme, hvilken type svamp der er tale om. Svampens type har nemlig betydning for, hvordan man bedst behandler svampen.
Hvor kan man have svamp?
Man kan have svamp flere forskellige steder i huden, og de mest hyppige årsager til svamp i huden er gærsvampe og dermatofytter. En infektion med gærsvampe er oftest af typen candidiasis, som kan ses i over 20 forskellige udgaver. Ved en infektion med svamp kan man opleve en tyk, skællet og rød hud, fordi svampeorganismerne trænger ind i huden og får huden til at producere flere celler end normalt.
Fodsvamp
Den type svamp, som man oftest ser blandt danskere, er fodsvamp, og faktisk har ca. hver tiende dansker fodsvamp. Fodsvamp hører under dermatofytter, og symptomerne på fodsvamp kan være kløe, svie og en brændende fornemmelse mellem tæerne eller i fodsålerne. Man kan også opleve små kløende blærer eller sprækker, afskalning og tør hud mellem tæerne og i fodsålerne.
Som behandling til fodsvamp kan du som regel komme rigtig langt med en creme. Dette kan fx være Finigen, Lamisil eller Terbistad, som alle indeholder stoffet terbinafin. Tebinafin er effektivt mod fodsvamp og cremerne er lette at anvende. Ved at smøre cremen direkte på området med svamp, kan du i løbet af nogle uger behandle svampen.
Derudover kan du med fordel sørge for at holde dine fødder tørre og generelt skifte sko og strømper ofte, så du ikke går rundt i fugtigt fodtøj.
I forbindelse med fodsvamp kan du også være uheldig at opleve neglesvamp, som dog også kan ses uden fodsvamp. Neglesvamp angriber neglepladen, som langsomt bliver misfarvet og til sidst nedbrudt. Neglesvamp tager lang tid at behandle - på tåneglene et helt år! Man bør behandle i samråd med lægen, og behandlingen kan inkludere tabletter og evt. neglelak som Finail 5% medicinsk neglelak. Du kan her se vores andre produkter til neglesvamp, eller kaste blikket over vores håndkøbslægemidler til svamp.
Svamp på kroppen
Måske har du hørt ordet ringorm blive nævnt i forbindelse med hudsygdomme, og dette er det almindelige navn for en svampeinfektion i huden. Ringorm har intet med orm at gøre, og det har fået sit navn på grund af det karakteristiske udseende, som den inficerede hud får.
Hvis du har ringorm, vil du typisk opleve et let kløende ringformet udslæt med en rød kant, der kan brede sig eller overlappe andre ringe. Ringorm kan komme både på kroppen, på hænderne, i ansigtet og på anden hud.
Svamp som ringorm er egentlig ikke farligt, men derfor bør du stadig behandle det, da det kan være ret ubehageligt. Hvis du har mistanke om, at du har ringorm, skal du passe på med at forveksle hudlidelsen med atopisk hud eller psoriasis, som er andre typer hudsygdomme, som kræver andre behandlinger.
Ringorm kan godt smitte ved direkte kontakt, men kort efter at man har startet på en behandling, vil smittefaren være væk, og man kan fortsætte med sin hverdag. Man kan godt opleve, at man er blevet smittet fra sit kæledyr, og så bør man altid behandle dyret også, så man kan undgå smitte i fremtiden.
På samme måde som fodsvamp kan ringorm effektivt behandles lokalt med en creme, der indeholder terbinafin. Du skal smøre direkte på hudområdet med ringorm og desuden et par cm udenfor for at sikre, at du behandler al den inficerede hud bedst muligt. Der kan godt gå lidt tid efter endt behandling før huden ser helt normal ud igen, da der skal dannes nye hudceller.
Svamp i hovedbunden
Du kan også risikere at blive smittet med svamp i hårbunden, som kan give små pletter eller områder i hovedbunden, hvor håret falder af og huden bliver rød, skællende og kan klø.
Smitten kan både komme fra kæledyr som hunde, katte, kaniner og andre mindre dyr, men du kan også blive smittet fra andre personer, hvis I fx har delt hårbørste, hat eller lignende.
Når du skal behandle svamp i hovedbunden, er det med at komme hurtigt i gang, for at du hurtigst muligt kan give håret mulighed for at vokse ud igen.
Svamp i hovedbunden er som regel følsom overfor stoffet ketoconazol, som kan findes i Nizoral shampoo. I kombination med en tabletbehandling, hvor du indtager terbinafin, kan denne shampoo være med til at ødelægge svampenes cellevægge og dermed behandle svampeinfektionen. Shampooen er også effektiv mod eksem eller skæl på overkroppen, og for den bedste virkning vasker du de angrebne steder og lader shampooen virke i et par minutter, før der skylles.
Svamp i hårbunden kan også skyldes den mere sjældne kerion celsi, som giver voldsomme symptomer med sår og pusdannelse. Uden behandling kan infektionen føre til blivende hårtab, og det er derfor vigtigt, at du hurtigt tager kontakt til læge.
Gærsvampe
Det er typisk to forskellige gærsvampe, der kan give en infektion – candida og pityriasis versicolor.
Hvis du oplever en infektion med candida kan det vise sig mange forskellige steder:
- I lysken
- I armhuler
- Under brysterne
- I ble-området hos børn
- I skeden
- I ansigtet
- I munden
- Omkring neglene
Til behandling af denne type svamp anbefaler man fx brug af creme med terbinafin som Terbistad, Lamisil eller Finigen. Hvis du oplever en mundinfektion, er det en god idé at bruge midler med stoffet miconazol som fx findes i cremer fra Brentan.
Hvis du oplever svamp i skeden, skyldes det som regel, at bakteriemiljøet har ændret sig, så der har været mulighed for, at svampesporerne kan brede sig. Dette er fx i forbindelse med antibiotikakur, hvor mange af de ikke-skadelige bakterier også kan være blevet slået ihjel. Svamp i skeden kan behandles med creme eller en vaginal tablet som Canesten Vaginal Tablet, der indeholder det virksomme stof clotrimazol. Du kan læse mere om svamp i skeden og andre underlivsproblemer her.
Den anden type gærsvamp, pityriasis versicolor, giver andre symptomer som fx skællende lyserøde eller brune pletter. Disse pletter sidder oftest på brystet eller på ryggen, og de bliver mest tydelige, når du er en smule solbrun. Til at behandle denne type svamp kan Nizoral shampoo bruges, da det let kan vaske selv store hudområder.
Du kan også behandle med creme som fx Canesten og Brentan, der har forskellige virksomme stoffer, som kan behandle svampeinfektionen.
For at være sikker på, hvilken type svamp du er smittet med, eller om det overhovedet er svamp, bør du altid handle i samråd med en læge. Lægen kan undersøge, hvilken type svamp der er tale om, så du kan målrette din behandling bedst muligt.
Undgå svamp fremover
Hvis du ønsker at beskytte dig selv bedst muligt mod svampeinfektioner, bør du for det første undgå kontakt med andre, der har en infektion med svamp. Dette gælder både dyr og mennesker, og hvis dit kæledyr har fx ringorm, bør du behandle dem hurtigst muligt.
Svamp trives desuden bedst i fugtige områder, og du kan derfor sørge for at fjerne fugt som sved fra kroppen hurtigt. På den måde undgår du at give svampene gode betingelser for at sprede sig, men det er ingen garanti for at undgå en infektion med svamp.
Du kan læse mere om andre hudlidelser som eksem, atopisk hud, soleksem eller fodvorter.