Hvordan behandles varmeknopper?
Varmeknopper kan komme lige så snart, at din krop begynder at producere sved, men de er heldigvis også nemme at komme af med igen. Til både forebyggelse og behandling af varmknopper er der forskellige ting, du selv kan gøre, så du så vidt muligt kan slippe af med de små irriterende, røde prikker på huden. Nedenfor kan du bl.a. læse mere om, hvad varmeknopper egentlig er, og hvem der typisk får dem.
Hvad er varmeknopper?
Varmeknopper er en form for udslæt, som opstår, når svedkanalerne bliver blokeret. Du har måske hørt om varmeknopper før, måske bare under et andet navn f.eks. varme eksem, varmeudslæt, sved eksem osv. Den mest almindelig form for varmeknopper, har den latinske betegnelse Miliaria Crystallina.
Varmeknopper kommer oftest når vejret er varmt og fugtigt, eller du har for varm påklædning på. Det er helt almindeligt at få varmeknopper og selvom de kan være ganske utålelige, når de bare klør og irriterer, så er de helt ufarlige.
Men hvordan ser varmeknopper ud? Lidelsen bliver stillet ud fra udseende og de ses oftest som små, overfladiske blærer eller røde prikker på huden, som kan give kløe og svie. Nogle kan godt komme til at forveksle nældefeber, varmeknopper og fnat, men det er ikke det samme. Er du meget i tvivl om, hvad dit udslæt er, så kontakt din læge.
Hvad kommer varmeknopper af?
Varmeknopper eller varme eksem opstår, når temperaturen i din krop stiger, f.eks. ved fysisk hårdt arbejde. Svedproduktionen i din krop vil naturligt stige, da det er kroppens måde at afkøle sig selv på. Sveden bliver dannet i svedkirtlerne, under hudens overflade, og vil derefter bevæge sig op. Hvis sveden ikke kan nå hudens overflade pga. blokade i svedkirtlernes kanal, vil der opstå irritation i form af varmeudslæt.
Varmeknopper eller soleksem kan begge komme når der er varmt, men hvorimod varmeknopper opstår pga. blokeret svedkirtler, så opstår soleksem, hvis du har opholdt dig for længe i solen.
Hvem får det og hvor på kroppen?
Varmeknopper er udslæt vi alle kan få. Det ses både hos babyer, børn og voksne, men hos nogle kommer det mere hyppigt end hos andre. Du skal dog ikke blive bekymret, hvis du får denne slags varme eksem.
Varmeknopper - baby og børn
Det er typisk babyer og børn, der får varmeknopper. Deres svedkirtler er ikke færdigudviklet endnu, og derfor har de sværere ved at regulere deres kropsvarme. Af disse to grunde ses varmeknopper oftere hos spædbørn og børn. Varmeknopper kommer ofte i led, på halsen og på ryggen, men spædbørn kan også sagtens få varmeknopper i ansigtet eller andre steder, hvor huden har en tendens til at blive for varm. Det er ikke så hyppigt at få varmeknopper på fingrene eller varmeknopper på fødderne. Så hvis du oplever udslæt disse steder, bør du kontakte din læge, for at få udelukket andre hudlidelser.
Varmeknopper - voksen
Du kan også stadig få varmeknopper, som voksen. Du er dog væsentlig bedre til at regulere varmen i din krop, så de forekommer måske ikke så hyppigt, som varmeknopper hos børn og spædbørn. Men lige meget, hvor gammel du er, så stopper det aldrig med at være irriterende, at få sådan en omgang varme eksem.
Hvordan undgår du varmeknopper?
Der er ikke nogen facitliste, for hvordan man undgår varmeknopper, men du kan hjælpe dig selv, så vidt som muligt, ved at holde din hud afkølet og hindre sved. Det kan du f.eks. gøre ved at:
- Holde dig i kølige omgivelser
- Have let tøj på, som din hud kan “ånde” igennem
- Undgå for stramtsiddende tøj
- Begrænse dine fysiske aktivitet de dage, hvor der er ekstra varmt
- Tage et afkølende bad, hvis du har det varmt
- Ophold dig/dit barn i skyggen på meget varme dage
Behandling af varmeknopper
Du har sikkert ofte gået med spørgsmål som “hvordan slipper man af med varmeknopper?” og om der er nogle metoder hertil. Varmeknopper er ikke farlige og forsvinder som regel af sig selv, når huden er afkølet igen, så derfor behøver de som oftest ikke behandling. De kan dog hurtigt komme igen, hvis kroppen bliver ophedet. Du bør kontakte din læge, hvis varmeknopperne ikke forsvinder af sig selv efter nogle dage, eller hvis du føler dig utilpas.
Den bedste behandling af varmeknopper er de samme metoder som, hvis du vil undgå dem. Det er simpelthen et spørgsmål om at holde din hud og krop afkølet. For hvis du ikke sveder, eller har det varmt, så får du ikke varmeknopper.
Hvis din baby har en hyppig tendens til at få varmeknopper, er der nogle ting du kan gøre, for at behandle dem:
- Skift til let og åndbart tøj
- Bleen bør skiftes, så snart den mærkes våd
- Lad gerne dit barn lufte sin numse imellem bleskiftene
- Evt. et afkølende bad
Hurtigt kommer de og hurtigt er de heldigvis væk igen!