Hjemmelavet nøddemælk - Få opskriften!
Nøddemælk er forfriskende lækker, cremet som fløde og smager fantastisk. Det kan laves på forskellige former for nødder, er et udmærket alternativ til almindelig komælk, og så er det super simpelt at lave selv.
Du kan bl.a. bruge:
- Mandler
- Hasselnøder
- Cashewnøder
- Valnødder
- Paranødder
- Frø eller andre kerner.
Har du brug for at søde din nøddemælk, kan du bruge tørrede dadler, honning eller agavesirup. Og tilsæt gerne et drys vaniljepulver for et ekstra sødt og krydret pift.
Det eneste, som du behøver for at lave nøddemælken, er en skål, en blender og en ChufaMix eller en "nøddemælkspose" (og i en snæver vending kan du bruge en almindelig si og et rent viskestykke)
Opskrift på nøddemælk
Uanset om du bruger frø, kerner, eller nødder til din hjemmelavede nøddemælk, er fremgangsmåden den samme.
2 dl. nødder eller kerner
2-5 dadler alt efter hvor sød du ønsker din mælk
1 liter vand
Læg nødder/kerner i blød i din ChufaMix eller i en skål i rigelig mængde koldt vand nogle timer eller natten over. Du kan sagtens undlade at sætte nødderne i blød, men med dette trick så opnår du en blødere og mere fin konsistens i mælken.
Skyl nu nødderne grundigt et par gange og hæld dem over i blenderen.
Blend ingredienserne i din chufamix eller i en blender.
Hæld/pres nu mælken igennem din ChufaMix, "mandelmælkspose" eller rene viskestykke og hæld herefter den friske cremede mælk på flaske og i køleskabet.
Nøddemælken kan fx anvendes på frugtsalat, de friske jordbær, på havregrynene, i milkshake og blåbær smoothie og til cacaomælk. Du kan også bruge mandelmælk og andre typer nøddedrik i madlavningen, hvor det kan erstatte komælk - fx hvis du er laktose-intolerant, veganer eller gerne vil undgå at drikke almindelig mælk fra køer.
Holdbarhed: Mælken kan holde sig i ca. 2-3 dage i køleskabet, og hvis den begynder at skille, så giv den blot en tur i blenderen.