Sådan vasker du dine hænder korrekt
Hvordan vasker og desinficerer du dine hænder korrekt?
Det mest enkle, men effektive tiltag for at mindske risikoen for at blive syg, samt undgå at smitte andre med sygdom/virus, er god håndhygiejne. Det er dog meget vigtigt at udføre håndvasken korrekt.
Ved håndvask overser man ofte følgende områder:
- Området rundt om tommelfingrene
- Dine neglebånd
- Oversiden af dine hænder
- Mellem dine fingre
- Dine fingerspidser
Vær derfor ekstra opmærksom på at få disse områder vasket grundigt!
Guide til hvordan du vasker dine hænder grundigt:
- Tag ringe, ure, smykker osv. af dine fingre og hænder
- Start med at skylle dine hænder i lunkent vand
- Fordel sæben godt, husk også dine håndled
- Gnid håndfladerne mod hinanden og vask grundigt ind i håndfurerne
- Vask håndfladerne mod hinanden, mens du fletter fingrene let
- Gnid håndflade mod håndryg på begge hænder
- Vask begge tommelfingre
- Husk også at vaske alle fingerspidser, negle og neglebånd
- Skyl herefter sæben godt af dine hænder og tør dem grundigt
- Brug papiret til at slukke for vandet og smid herefter papiret væk
En håndvask bør vare omkring 60 sekunder – hvoraf de 20 sekunder er effektiv vask med sæbe og resten af tiden til at skylle hænderne samt tørre dem.
Det er bedst at vaske hænderne i lunkent (tempereret vand) – koldt vand fungerer ikke optimalt sammen med sæben og for varmt vand kan på længere sigt være hårdt for hænderne.
Du bør vælge flydende håndsæbe fremfor faste sæber – dels fordi det er lettere at fordele den flydende sæbe på hænder og dels fordi flydende sæber nemmere holdes fri for bakterier end de faste.
Brug evt. håndsprit efter din håndvask
Når hænderne er vasket, kan du evt. desinficere hænderne med et hånddesinfektionsmiddel. Vi anbefaler at du anvender håndsprit der indeholder min. 70-85% alkohol. Du kan se vores eget udvalg af håndsprit her.
Anvend kun håndsprit på tørre hænder (hvis du lige har vasket hænder, vær da omhyggelig med at tørre dem). Hvis du har våde hænder når du desinficerer med håndsprit, vil vandet fortynde desinfektionsmidlet og dermed reducere dets effekt.
Læs her hvordan du laver din egen håndsprit.
Du kan desuden bruge mundbind, visir eller engangshandsker som supplement til din håndvask - så passer du nemt på dig selv og andre.
Sådan afspritter du dine hænder korrekt:
- Anvend 3-5 ml. – det skal være nok til at dække alle håndflader
- Fordel hånddesinfektionsmidlet meget omhyggeligt på alle flader: håndryg, håndflade, fingerspidser, tommelfingre, mellem fingrene osv.
- Lad håndspritten virke vådt i ca. 15-30 sekunder
- Gnid herefter hænder og fingre mod hinanden til det er tørret ind