Samarbejde med SMILfonden
Om SMILfonden
SMILfonden blev stiftet i 2014 og støtter børn med alvorlige og kroniske lidelser på tværs af diagnoser. Børn, som ikke har andre velgørende organisationer bag sig, men som virkelig har brug for omsorg og støtte i en hverdag præget af sygdom.
"Vi ønsker at give børnene og deres familier et bedre liv ved at skabe stærke, værdifulde fællesskaber og øge deres livskvalitet.
Det gør vi ved at give dem en vigtig pause fra sygdom gennem sociale aktiviteter både på og uden for hospitalerne, fx sociale aktiviteter på hospitalerne og sommercamps, netværksture og rådgivning,” fortæller Sisse Fisker, som er SMILfondens grundlægger
Alle SMILfondens aktiviteter tager afsæt i forenings tre kerneværdier - omsorg, overskud og fællesskab. Og der er her fokus på alt andet end sygdom.
Hvorfor samarbejder vi med SMILfonden
De seneste år har vi støttet op om aktiviteter arrangeret enten af eller til fordel for SMILfonden og har den vej fået et indblik i det fantastiske arbejde SMILfonden gør. Vi oplever en forening, der med et ærligt hjerte brænder for at hjælpe og som for alvor gør en forskel for nogle familier i en meget udfordret situation. Det være sig aktiviteter på hospitalerne, når børnene er indlagte, og aktiviteter uden for hospitalerne såsom camps, netværksture mm hvor hele familien inddrages. Alt sammen noget der er med til øge livskvaliteten for børnene og deres familier.
"SMILfondens arbejde med at skabe øget livskvalitet er et godt match med vores egne værdier og derfor er det helt naturligt for os at samarbejde med netop SMILfonden", Kristian Brinckmann, Med24
Samarbejdets formål er at skaffe endnu flere midler til SMILfondens aktiviteter samt skabe endnu mere opmærksomhed om foreningen og de familier, de hjælper.
Sådan samarbejder vi
Samarbejdet består i støtte til konkrete aktiviteter såsom SMILfondens julemission, hvor der uddeles julegaver, kreakasser til de indlagte børn i julen og til SMILfondens øvrige aktiviteter for børnene og deres familier.
Herudover vil vi fremadrettet inddrage både jer kunder og vores leverandører i samarbejdet. Dette vil f.eks. være i forbindelse med kampagner, hvor vi donerer en del af vores salg på konkrete brands til SMILfonden.
Et af de nyeste tiltag er donationsmuligheden i indkøbskurven (illustreret nedenfor), hvor du som kunde har mulighed for at donere et beløb til SMILfonden. Et lille beløb, som samlet kan være med til at gøre en forskel.
Alle beløb vi indsamler går 100% ubeskåret til SMILfonden.
Du kan læse meget mere om SMILfonden på deres hjemmeside, hvor der også er mulighed for at støtte direkte.